Fredrik

Just do it !

Jepp...jeg var som Gunnar skriver klar for å revidere modellguiden, men kort tid etter at jeg hadde avtalt prosjektets omfang med Gunnar (03/05) ble jeg prosjektleder for et større prosjekt på jobben og det ble dessverre begrenset med tid til en oppstilling av div. BMW modeller for bimmers. Jeg håper virkelig at en annen person her inne både har tid og tilstrekkelig med kunnskaper til å revidere guiden. Det krever som Gunnar antyder en god del arbeide med å verifisere data...det er med andre ord ikke bare å kopiere løs fra andre internetsider. Kildene bør dobbeltsjekkes før man evt. plotter data´ene ned i en HTML tabell og sender det hele til Gunnar.

Svenske Autopower har et tilsvarende alternativ... http://www.autopower.se/galleri/whymustthey/default.asp At det er mulig å vandalisere en bil så grundig som den på dette bildet er over min fatteevne...:-&

Jepp...bare for å understreke Sperre´s poeng...alkohol og bilkjøring hører absolut ikke sammen, men det er jo lov til bare å sitte i bilen for og nyte tilværelsen...

Hehehe...nei egentlig ikke. Jeg er meget tilfreds med min 2003 E46 318dT, men det er kun på et rasjonelt plan og ikke på et lidenskapelig plan. Gi meg en E90 330i Touring så er det mulig at jeg tar med meg en flaske rødvin og tilbringer en hel kveld i bilen bare for å nyte hva jeg ser, lukter, føler og hører...

I dag blir det Tacos og en flaske 2004 Woodcutters Shiraz på deling med min bedre halvdel.

Det var en original BMW kassettspiller/radio i min 2003 E46 318dT også, men den ble ganske hurtig skiftet ut med en BMW Business CD/radio...litt bedre, men egentlig ingen stor forbedring. Radio´en er imidlertid helt ok her i Danmark og i Tyskland så jeg har med tiden vennet meg til å høre mest på den. Noen som har erfaring med BMW SoundModul (delenummer 82830022099 for E46 Touring) ?

Alpina B12 5,7

Det burde nesten også hete fargen "vit" eller et "jerte" eller en "jelm" eller jeg trenger "jelp" eller jeg skal "jem" eller bilen har "jul" eller uttrykket "vem, va, vor" på nynorsk ?

Hmmm...sol og 23 varmegrader her i Århus i dag...i morgen og på søndag er det lovet over 25 varmegrader.

Jeg var bare litt usikker på hva du mente, men saken er at danskene faktisk er interessert i Norge og nordmenn...og på mange måter er de mer interessert i oss enn f.eks svenskene er det. Dekningen i danske aviser/TV av viktige hendelser i Norge er meget bra her i Danmark (bare se på artikkelen jeg sakset fra Jyllandsposten), men mange av nyhetene fra det høye nord "drukner" dessverre i den store sammenhengen. Danmark og Norge deler historien, alfabetet, store deler av språket og rundt en million nordmenn inkl. meg selv har danske relasjoner i familien. Det finnes få om noen land som er så like når alt kommer til alt...etter 6 år i Danmark føler jeg meg sikker på akkurat det.

...og med det forsøker du å fortelle at Norge/nordmenn er...?

Nesten alt kan la seg gjøre...bare man virkelig ønsker det...i USA ble den såkalte "Eisenhower/Johnson Memorial Tunnel" gjennom Continental Divide i Rocky Mountains (Colorado) bygget i periodene 1968-73 og 1976-79. Interstate 70 (deler av den) er en 4-spors motorvei bygget i ca. 3600 meters høyde over havet... http://www.dot.state.co.us/Eisenhower/Milestones.asp

Joda...de kunne kjøre bil i 1978 også...4 år før E30 kom på markedet...

Jeg er fortsatt fra Oslo, men bor i Århus/Danmark.

Hvis det nå var en 1998 E36 320Ci ville jeg ikke ha kjøpt den uten å få en betydelig reduksjon i prisen...iom. at E46 320Ci også kom på markedet i 1998 og E90 begynner å vise seg på veiene. Det er selvfølgelig artig å ha en E36 fra den siste årgangen, men det tror jeg egentlig kun interesserer de som er spesielt interessert i BMW. For de fleste andre er det viktigere at bilen er mest mulig ny i forhold til det beløp de skal kjøpe bil for. Jeg vurderte i en periode å slå til på et billig kjøp av en helt ny 2005 E46 320i Touring, men jeg har kommet frem til at en E90 320i Touring er et betydelig bedre kjøp...selv uten en rekkesekser og lite standardutstyr.

Jeg er temmelig sikker på at Munch (- spesielt indirekte gjennom "Skriket") er en av de mest kjente nordmenn også i moderne tid. Det er lite vi hører om Norge i Danmark og da kan du tenke deg hvordan det er i resten av verden...kanskje ikke helt i tråd med den norske selvforståelsen, men det er faktisk helt begrenset hvor stor oppmerksomhet Norge og nordmenn får ute i den store verden.

Stem riktig på mandag da! Det er viktigere AT dere stemmer enn HVA dere stemmer. Valgdeltagelsen er faretruende lav her i landet, og det er faktisk 1/3 av stemmeberettige innbyggere her i landet som ikke har "rett til" å klage over hvordan landet styres, all den tid de faktisk ikke gidder å dra den late rævva si opp av sofaen EN enkelt dag i året! Hehehe...den lille "reminderen" er temmelig artig...enkelt & greit...

Mange takk for den... Du nevner flere viktige momenter i ditt innlegg...bl.a nevner du at kultur, kunst og filosofi burde ha vært prioritert langt mer enn i dag. Se evt. hva danske Jyllandsposten (liberal landsdekkende dagsavis) skrev den 4. september 2005 om hvordan nasjonen Norge ikke forstår å holde av Edvard Munch. Fra skandale til skandale i 120 år av Jens-Eirik Larsen De største skandaler i norske kulturliv er knyttet til Edvard Munch. Sådan har det været i 120 år. Fra hans kunstneriske debut og helt frem til 22. august i fjor. Beretning om et land, der ikke kan holde af sin største maler. I begyndelsen var det kunstneren selv, som blev mødt med hånlig latter for sin unorske dristighed. Nu er det Munch-museet i Oslo og norske kulturpolitikere, som sidder i gabestokken, efter at "Skriget" er blevet stjålet to gange på 20 år. At også "Madonna" er borte, og at så godt som hele Munch-samlingen skal restaureres for et ukendt millionbeløb, gør skandalen fuldkommen. Den bedste opsummering af situationen har Munch allerede foretaget med sit eget "Skriget" (eller "Skrik", som maleriet retteligt hedder). Hele Norge knager i fugerne eller burde i hvert fald gøre det. Desværre er det business as usual i Norge. Munch er ikke et navn, der er på alles læber, slet ikke. Og det til trods for hans berømmelse igennem mere end hundrede år. Mens hele verden følger med i jagten på "Skriget" og "Madonna", og publikum strømmer til åstedet - Munch-museet - er Munch næsten fraværende i offentlige informationskanaler i Norge. De to websteder, der skal vise Norge frem for turister, har ingen direkte link til Munch. Her er han langt mere end et enkelt tastetryk væk. Det er måske en hemmelig strategi, når Munch-museet ikke er på listen over norske attraktioner. Der henvises til 62 steder, men Munch-museet er tydeligvis ikke noget at henvise til, mener www.visitnorway.com, som er Norges officielle turistguide. Heller ikke, når Norges historie genfortælles i korte træk, er der plads til Munch. Når man ret betænker det, der er sket, kan det være forståeligt, om Munch-museet nu har stukket hovedet i busken. Thi den 22. august i fjor mangedoblede museet sin herostratiske berømmelse. Fra den ene dag til den anden blev museet et af verdens mest omtalte. Forståeligt nok var der ingen, som jublede af den grund. Som en B-film Selv ikke rekordstort besøg i juli i år - 22 pct. flere besøgende end i fjor - kan redde museets renommé. Verden over dyrker medierne historien om, at Munch-museets mangelfulde sikkerhed gjorde det til en enkel sag for maskerede tyve at løbe med to af kunsthistoriens mest berømte malerier. Det var nemmere at stjæle fra Munch-museet end fra en pølsevogn, læser vi på norsk, engelsk, tysk og fransk. Det sidste, vi så til "Skriget" og "Madonna" var, at de blev smidt ind i bagagerummet af en stjålet Audi A6. Episoden minder om en kluntet actionscene fra en B-film, og der gisnes allerede om, hvor lang tid der vil gå, før en stjerneinstruktør præsenterer sin version. Tyveriet og den kendsgerning, at maleriernes skæbne stadig er uvis, er som skabt til en god spændingsfilm. Hvem havde frækhedens nådegave til at stjæle selveste "Skriget", som er vurderet til 90 mio. dollars (godt 540 mio. kr.)? Munch-museets anseelse har været dalende siden 1980'erne, da det stod klart, at hverken bygningen eller kunstsamlingen havde det godt. Bedre blev det ikke i sommeren 2004, da det kom frem, at 1.100 Munch-malerier skulle have en "helbredsundersøgelse". Norsk Institutt for Kulturminneforskning stillede følgende diagnose: 1.060 malerier skulle behandles, mens 98 var i en så dårlig forfatning, at det er svært at sige, hvordan de kan reddes. Politiet tror fortsat på, at det nok skal lykkes at opklare tyverierne, men frygter, at de stjålne malerier også er blevet skadet. Trøsten midt i elendigheden er, at interessen for Munch vokser. De stjålne malerier er underligt nok god reklame for Munch, og flere udenlandske aviser og tv-stationer har opfordret deres læsere og seere til at tage en tur til Oslo, før det er for sent. Munch er godt stof, om ikke god reklame for Norge. Også de kuriøse aspekter ved den norske Munch-debat har et internationalt publikum. Mangen en reporter har viderebragt historien om den norske radio NRK, som pålagde sine medarbejdere at udtale kunstnerens efternavn med spidst u, Munk, efter klage fra kunstnerens familie. Denne var ked af, at navnet var blevet udtalt forkert. Nordmændene har sagt Monk i snart en menneskealder. Edvard Munch præsenterede sig altid som Munk, hævdes det, og nu ville familien med hjælp fra NRK have den sag i orden. Det gav en ufrivilligt komisk debat ud af og uger med latterliggørelse af både NRK og familien. Edvard Munch havde et særdeles anstrengt forhold til Munch-Ellingsen-slægten. Det er den gren af familien, som frem til 2014 har indbringende rettigheder til kunstnerens produktion. Overgik Paris Hilton i Playboy Det indtil nu mest iøjnespringende eksempel på dårlig reklame for Norge, eller om man vil god reklame for Munch, stod at læse i det amerikanske magasin Playboy i foråret. Hen over 14 sider udbredte magasinet sig i detaljer om tyveriet. Selv bladets eget midteropslag og en nøgen Paris Hilton blev sat i skyggen af Munchs desperate, skrigende kvindeskikkelse. Munchs "Madonna", som er et af malerens mest erotiske portrætter med bugtende sensuelle linjer, fik overraskende nok ikke spalteplads. Artiklen konkluderede, at malerierne var blevet stjålet for at fremkalde beundring. Det er en teori, der går igen. Lise Mjøs, som er direktør for Oslo kommunes kunstsamlinger, har forklaret, at Norge ikke er et land med tradition for bevæbnede vagter og skudsikkert glas. Hun har præciseret, at museet ikke tog let på sikkerheden, at kameraerne virkede, og at de 50 mio. kr., som nu er brugt på at sikre Munch-museet, blev bevilget før tyveriet. Alligevel mener det kunstinteresserede publikum i Norge, at museets ledelse er medskyldig i denne sag. »Jeg kan forstå, at folk er kede af det, men vore malerier var ikke dårligere sikret end normalt i vor del af verden,« siger Lise Mjøs. Hun indrømmer, at den negative omtale opleves som en byrde. »De gode besøgstal, siden museet genåbnede i sommer, er glædelige; det samme er den ros, museet har fået for sine sikkerhedssluser og sin præsentation af malerierne,« siger hun, men det er en ringe trøst. Munchs navn har været forbundet med skandaler og stridigheder, siden maleren debuterede midt i 1880'erne. Til at begynde med var skandalerne forbundet med hans kunstneriske program og kompromisløshed. Der skulle ikke mere til, end at samtidens kritikere ikke brød sig om det, som de så, før de betegnede Munchs malerier som en skandale. År efter år forsøgte de at afskrive hans talent, uden at det lykkedes. Før sin død forærede Munch Oslo Kommune ca. 1.100 malerier, alle sine grafiske arbejder - 15.500 grafiske blade fordelt på 700 motiver - 4.700 tegninger, seks skulpturer, sit hus og sit atelier. Og det til trods for, at byen aldrig havde behandlet ham godt. Han regnede vel med, at skandalernes tid var forbi. Efter Munchs død i 1944 tog de norske medier hans parti. Nu blev de optaget af, at hverken kommunen eller staten var klar til at forvalte arven efter Munch. Denne gang fik de ret: Hans hjem på Ekely ved Oslo blev ødelagt kort tid efter hans død, og det tog hele 19 år at få rejst Munch-museet - ikke et kunstpalads, men en uanselig bygning i Tøyen øst for Oslo. Skabte den levende Munch problemer, har hans eftermæle været mindst lige så vanskeligt at håndtere. End ikke det nyrige Norge har kunnet se, at Munchs malerier taler alle verdens sprog og dermed kunne være nyttige for en oliestormagt på markedsjagt. Da museet, som åbnede i 1963, skulle renoveres for snart 10 år siden, var det umuligt at finde penge til det i Norge. En donation fra det private japanske olieselskab Idemitsu blev redningen. Japanerne lagde 10 mio. dollars (60 mio. kr.) på bordet mod at få lov til at låne tre Munch-malerier hvert år i 15 år. Idemitsu har sit eget kunstmuseum i Japan. Eftertragtet af tyve På listen over verdens 10 mest berømte kunsttyverier er Norge repræsenteret to gange. Thi to gange på 20 år er "Skriget", ganske vist i to forskellige versioner (begge malet i 1893), blevet stjålet. Munchs første version af motivet blev stjålet fra Nasjonalgalleriet natten før åbningen af OL i Lillehammer i februar 1994. To unge mænd satte en stige til et vindue på museets førstesal. Den ene klatrede op, smadrede et vindue, møvede sig ind og hægtede maleriet af krogen. Før han med billedet under armen klatrede ned igen, anbragte han et postkort med et billede af "Skriget" på væggen, hvor maleriet havde hængt. Bag på kortet stod: »Tak for dårlig sikring.« Et overvågningskamera dokumenterede, at det tog 50 sekunder at stjæle "Skriget" - et maleri, som i berømmelse kun overgås af "Mona Lisa". Og det er kun tyveriet af "Mona Lisa" fra Louvre i 1911, som betragtes som frækkere end dette tyveri og kunsttyveriet i Tøyen i fjor. Heldigvis kom maleriet tilbage efter omfattende international efterforskning (her er der også filmstof). Fire nordmænd blev tiltalt, men kun Pål Enger - kendt for tidligere at have stjålet Munchs "Vampyr" - blev dømt og kun for hæleri. William Ellingsen, som politiet mistænker for at være den, der klatrede ind i Nasjonalgalleriet, blev skudt i fjor under uklare omstændigheder. Dersom Edvard Munch ikke havde været så åben om sit svage helbred og ikke havde udpenslet sit sjæleliv på lærredet, men i stedet havde været en god nordmand med røde kinder og ferm til at stå på ski, ville Norge helt sikkert have set på ham med andre øjne. Måske ville samtiden så have kunnet bære over med hans nervøse væsen, hans ophold på nervesanatorier og hans uvante penselføring. Måske ville flere have forstået, at malerierne ikke skulle være smukke og indbydende. Munchs fortolkning af sommernætterne ved fjorden var, selv om mange af dem blev malet i en periode med stor national løsrivelsestrang, ikke egnet til en folkelig kampagne, der skulle opbygge en nation. Den førende talsmand for et selvstændigt Norge, Bjørnstjerne Bjørnson, mente, at det var for dårligt, at Munch - en mand, som var så meget syg - fik kunstnerstipendium. »Vore få og yderst beskedne kunstnerstipendier er ikke nogen sygekasse,« skrev digterhøvdingen i Dagbladet i 1891. Febersyger hallucinationer Året efter kunne flere norske aviser jublende fortælle, at Munchs store separatudstilling i Berlin blev en skandale og måtte lukke efter blot én dag. De norske kunstkritikere glædede sig over for længst at have bedømt Munch »rigtigt«. Set med samtidens norske øjne leverede Munch smørerier, og det var ikke kun Aftenposten, som skrev om hans »delirium« og »febersyge hallucinationer«. Munch havde fået enkelte allierede, også blandt kritikerne, men selv hans venner kviede sig ved at modtage hans malerier som tak eller betaling. Det virker næsten, som om 1880'ernes skepsis over for Munch er brændt ind i den norske folkesjæl, for selv efter at have været pensum i den norske grundskole i trekvart århundrede er Munch klassificeret som et kulturelt vildskud, en kunstner, der ikke passer ind i vor norrøne tradition, og som efter sin død har været umulig at indlemme i det nationale klichébillede. Munchs opdagelsesrejser i sit eget kaotiske sind var ikke nogen bedrift, og af samme grund er han ikke kvalificeret til heltestatus. Når Norge i år fejrer løsrivelsen fra Sverige, er det heltene, der dyrkes, de virkelige opdagelsesrejsende - dem med frostskadede tæer og is i overskægget. Det bedste eksempel er Fridtjof Nansen. Munch har ikke en chance sammenlignet med ham. Men den 22. august i fjor begyndte et uanmeldt Munch-år. Så på den måde har tyveriet haft en mission... Kulturel depression For nylig udtalte kunsthistorikeren Per Hovdenakk, der er tidligere leder af Henie-Onstad Kunstsenter i Høvik ved Oslo, til den franske avis Le Monde diplomatique , at Munch i sin kunst afdækkede »en ny form for lidelse, en lidelse, der mere bygger på kulturel depression end ren og skær fysisk smerte. En lidelse med rod i menneskets manglende evne til at bruge fremskridtet til menneskets bedste, noget, som har skabt en permanent eksistentiel krise, vi ikke ønsker at forholde os til«. Efter Hovdenakks opfattelse har det noget at gøre med, at nordmændene fortsat betragter sig selv som nybyggere. Hundrede år efter, at Norge blev uafhængigt, er vi stadig i færd med at bygge landet op. Alt går jo så godt, og Munchs pessimisme passer ikke ind i det nationale selvbillede. Hovdenakk minder os om, at efter Anden Verdenskrig blev Munch opfattet som så ubehagelig, at det i Stortinget blev diskuteret, om Norge kunne forære amerikanerne samlingen. Som tak for Marshall-hjælpen. Fremskrittpartiet har nu været fremme med et forslag om, at Munch-malerier kan lejes ud til erhvervslivet, så hvem ved - måske forslaget fra efterkrigsårene bliver fremsat på ny. Der er jo mange penge at spare. Nyt skrækscenario Ildsjæle i Horten kommune barsler med en idé: et Munch-center i Åsgårdstrand en times kørsel syd for Oslo - stedet, som Edvard Munch elskede og vendte tilbage til sommer efter sommer. I Åsgårdstrand malede Munch mange af sine lyseste malerier, men stedet gav ham også ro til at male sine inderste længsler ud. De kendteste Åsgårdstrand-malerier er "Pikene på bryggen", som er et motiv, der er blevet gentaget i flere versioner i 1899 og 1900, og "Livets dans" fra 1899. En version af "Pikene på bryggen" blev i 1996 solgt for 7,7 mio. dollars (godt 46 mio. kr.) hos auktionshuset Sotheby's i New York. Kulturchef Bente Molvig havde knap nok præsenteret ideen, før Åsgårdstrands lokalbefolkning var på barrikaderne af frygt for, at centret skal trække en masse mennesker til stedet. Munchs hus i den lille idylliske by har allerede en lang historie som museum, men tanken om at dele Munch med resten af verden virker skræmmende. Idyllen trues. Lokalaviserne er fulde af skrækscenarier. Men politikerne er positive, indtil videre. »Vi er tidligt i processen, men jeg ønsker mig en bygning med signalværdi, et sted i Munchs ånd,« siger Bente Molvig. Den slags kan hurtigt vække skandale. Hun forestiller sig en international attraktion i Munchs gamle badeby. Dermed beder hun om ballade. »Attraktionsudvikling er et ukendt begreb i Norge,« siger Bente Molvig.

Meg f.eks... 316i/518i skulle også være lett match for deg. Hvis din 520i stadig har 129 hestekrefter tviler jeg på om jeg ville ha vunnet en kappkjøring mot deg...kanskje på litt svingete veier iom. at E46 med faceliften er litt mer agil enn en gammel E34 520i, men ellers ikke. En gammel 518i burde jeg imidlertid ha gode muligheter mot. Din bil har forøvrig ca. 11,94 Kg/HK og min bil har ca. 12,60 Kg/HK.

Type gammel Lada kanskje? Lada er da ikke en bil med en skikkelig kvalitet ?

Jeg kappkjører ikke og hva slags bil (av skikkelig kvalitet) skal jeg egentlig kappkjøre mot uten å tape når jeg har en E46 318d Touring med hele 115 dieselhestekrefter ?

Mer om M1... http://www.bimmers.no/viewtopic.php?t=3538&highlight=

Dette er så langt kongen av M3 modellene. ...og denne GTR´en er jo litt sexy da...